Vi kan altid snakke om vejret
Det er efterhånden ved at være et rigtig brugt emne, og det passer stort set ind alle vegne. Når vi ikke ved, hvad vi ellers skal tale om, så kan vi altid dreje samtalen hen på vejret! Jeg vil dog gerne prøve at komme med en lidt mere positiv udlægning af dette meget klichéprægede emne.
I dag er det gråvejr, og det er der sandsynligvis mange derude, som gerne vil sætte under kategorien ‘trist’. Men hvis det ikke var skidt engang imellem, hvornår skulle det så blive godt? Livets nuancer, kære venner! Jeg tænker bare, at mine dagdrømme om sol og sommer ville være ikke-eksisterende, hvis jeg ikke indimellem fik en undskyldning for at tænke på det, som fx gråvejret. En anden positiv betragtning omkring regn, er sommerregn. Der findes da ikke noget så fantastisk under en hedebølge, som et ordentligt regnskyl? Det får alting til at dufte så vidunderligt, og når det er ovre, så vrimler alle dyr frem igen fra deres skjulesteder.
Medierne har heller aldrig været så optaget af vejret, som de er i dag. Vi får jo stort set en vejrudsigt for hvert åndedrag de tager. Jeg mener bare, at når nu vejret kun er noget vi snakker om, når vi ikke rigtig har andet vigtigt at sige, hvorfor så bruge så meget krudt på det? Men hvis vi endelig skal snakke om det, så lad os dog fokusere på de mere positive aspekter.